Nyt koncept klar til at hjælpe iværksætter-virksomheder i Thy

StartUp Business er navnet på Thy Erhvervsforums nye koncept, der skal understøtte iværksætter-virksomheder på 0-5 år i den første tid som nystartet virksomhed.

- I Thy Erhvervsforum har vi erfaret, at iværksætter-virksomheder ikke kun har brug for hjælp til at etablere sig som virksomhed. Når det bliver hverdag som selvstændig, så opstår der mange nye spørgsmål og situationer, man skal forholde sig til. Det er de situationer, vi ønsker at imødekomme med vores nye koncept StartUp Business, siger erhvervschef hos Thy Erhvervsforum, Lisbeth Bang Nielsen.

Over fire fyraftensmøder får virksomhedsejere mulighed for at få besvaret de spørgsmål, der i tiden efter opstart af en virksomhed, naturligt opstår. Møderne tager udgangspunkt i klassiske situationer, som de fleste virksomhedsejere med tiden skal forholde sig til - som f.eks. ansættelse af første medarbejder, opsøgende salg, finansiering mm. En række erfarne rådgivere fra forskellige brancher står allerede klar til at dele ud af deres viden på møderne.

Konceptet skal ses som en videreudvikling af Thy Erhvervsforums eksisterende koncept, StartUp Club, der vejleder virksomheder i at starte op:

- Der er ingen tvivl om, at vejledningen i StartUp Club er vigtig. Men vi har fundet ud af, at det er lige så vigtigt, at vi følger virksomhederne videre og understøtter dem i deres udvikling, siger Lisbeth Bang Nielsen.

Ser et stort behov
Det er ikke kun Thy Erhvervsforum, der ser behovet for vejledning blandt iværksætter-virksomheder. Mette Bjørndal fra ORATO advokater, der er vant til at vejlede iværksættere gennem StartUp Club, genkender behovet.

- Jeg synes bestemt, der er brug for et koncept som StartUp Business, for der er ingen tvivl om, at også etablerede virksomheder har brug for hjælp. Jeg ser blandt mine kunder, at deres behov ændrer sig i takt med, at de får mere erfaring og opbygger en større virksomhed. Virksomhedsejerne starter op med et udgangspunkt og en forestilling om, hvordan de tror, det bliver. Rigtig ofte viser det sig imidlertid i praksis, at forretningen udvikler sig anderledes, siger Mette Bjørndal fra ORATO advokater.

Derfor bakker hun op om det nye koncept, der i hendes øjne kan give deltagerne et stort udbytte:

- Det, at vi til fyraftensmøderne er flere rådgivere, der kommer med forskellige fagligheder, erfaringer og måder at gøre tingene på, gør, at vi kan give den hele og fulde rådgivning om et emne, siger Mette Bjørndal og fortsætter:

- Det er jo netop i dialogen med deltagerne og de andre rådgivere, at man får de rigtige guldkorn, og jeg tror på, at deltagerne vil opleve det som en spændende måde at blive klogere på, siger Mette Bjørndal, der bestemt kan se sig selv bidrage til et af møderne.

Det første fyraftensmøde afholdes mandag den 17. april fra kl. 15:30-17:00. Temaet for det første møde er rekruttering og ansættelse af den første medarbejder, og man vil blive mødt af rådgivere, der står klar til at hjælpe. Det er gratis for medlemmer af Thy Erhvervsforum at deltage, og hvis man ikke er medlem, koster det 295 kroner.


Læs mere om StartUp Business her