Cirka 40 mødte i går op i Thy Huset, da Thys nye fødevareklynge, Food Cluster Thy, inviterede til stiftende generalforsamling. Målet var at få stiftet foreningen, så arbejdet med at produktudvikle og fokusere endnu mere på de lokale fødevarer fra Thy, kan komme i gang.

Foreningens vedtægter blev vedtaget og her lyder formålet: ”Foreningens formål er at virke som et omdrejningspunkt for klyngedannelse indenfor udvikling af fødevarer i primært Thy og herved skabe bæredygtig vækst målt på økonomi, arbejdspladser og bosætning.”

Initiativet til at arbejde med de lokale fødevarer i et klyngesamarbejde er oprindeligt taget af Thy Erhvervsforum.

 

Samarbejde giver synergi

På mødet var der inspiration til fødevareklyngens videre arbejde. Iværksætter Tine Dahl fra PlanThy, som fortalte om, hvordan hun hjemme i sit eget køkken var startet med at udvikle forskellige økologiske lokale produkter. Efter mislykkede forsøg med hindbærplanter og æselmælk, fik hun ideen til at producere økologisk saft af bær fra Thy Øko Bær. Hun fik hurtigt gang i det lokale salg, og kunne pludselig slet ikke følge med efterspørgslen. Midt i det hele kontaktede hun derfor Thisted Bryghus, og i løbet af kort tid fandt de to parter sammen. For et par måneder siden kunne de sammen lancere nye økologiske safter fra Thisted Bryghus, og hun var tydelig stolt over, at hendes egenproducerede, rustikke saft, nu er endt i smukt dekorerede flasker fra det lokale bryghus, som hun deler værdier med.

Hun startede med selv at sælge 10.000 flasker, og på en måned sammen med Thisted Bryghus har de solgt det dobbelte.

  • Så det tegner rigtig godt, sagde Tine Dahl.

Kersti Haugan, sekretariatsleder for Food Cluster Thy siger:

 - Det er netop eksempler som dette, hvor vi kan masseproducere lokale produkter, som er interessant for den nye fødevareklynge. Vi har muligheden for at produktudvikle og skabe synergi mellem fødevarevirksomhederne.

 

Bestyrelse valgt

Til bestyrelsen blev valgt: Landmand Niels Jørgen Pedersen, Johnny Bækkel, formand for Hanstholm Fiskeeksportørforening, Jakob Stjernholm, medejer af Thy Whisky/Gyrup Malt, Kasper Vestergård, indkøbschef i Dragsbæk A/S, Leif Gravesen, formand for LandboThy, Ove Thejls, administrerende direktør i Tican Fresh Meat A/S. Som suppleanter blev Ole Høgh, privatperson

 og Michael Jepsen, salgschef i Tican Fresh Meat A/S valgt.

Bestyrelsen trak umiddelbart efter mødet i arbejdstøjet og holder første bestyrelsesmøde i starten af maj.

Alle aktører indenfor fødevareerhvervet i Thy og aktører, der producerer fødevarer, der i al væsentlighed udspringer fra Thy kan blive aktive medlemmer og man søger om medlemskab gennem sekretariatsleder Kersti Haugan.

Den stiftende generalforsamling sluttede med en buffet fra Hotel Thinggaard med lokale råvarer.

 

Yderligere oplysninger på www.foodclusterthy.dk

Sekretariatsleder: Kersti Haugan på mobiltelefon 53 67 58 80.


Om Food Cluster Thy

Food Cluster Thy vil yde vejledning til medlemmer og fungere som matchmaker mellem iværksættere, fødevareproducenter og vidensinstitutioner. Som medlem har man adgang til møder, fagligt netværk og praksisnære projekter, der skal skabe værdi, vækst og arbejdspladser.