På en campingplads i Nordvestjylland gør hollandsk iværksætter sin drøm til virkelighed

Danielle de Groot har skiftet livet som selvstændig ejendomsmægler i Holland ud med et liv som campingpladsejer i Danmark. Da hun så Bygholm Camping ved Vejlerne, blev hun straks forelsket i stedet og ideen om at skabe et sted med aktiviteter for både campister, lokale og besøgende.

I sin søgen efter et sted, der kunne give mere tid og plads til hendes store interesse for musikterapi, dans og kreative workshops havnede hollandske Danielle de Groot efter månedlange køreture i store dele af Europa i det nordvestlige hjørne af Danmark.

På Bygholm Camping i Øsløs nær Vejlerne mærkede Danielle de Groot noget særligt, og få måneder senere var hun indehaver af en campingplads. Hun har netop gennemført sin første højsæson, men kalenderen bugner fortsat af aktivitet. For Danielle de Groot er drømmen nemlig at have et sted, der summer af liv året rundt.

Køretur gennem Europa endte i Øsløs

Efter en længere karriere som ejendomsmægler i Holland, og otte år som selvstændig, besluttede Danielle de Groot i 2025 at forfølge sin drøm om at bruge mere tid på det, hun allerbedst kan lide – at være kreativ, danse og praktisere musikterapi. Hun lukkede derfor sin virksomhed og satte sig bag rettet i sin camper med kurs ud i Europa – på jagt efter det rette sted.

– Grundet høje priser på det hollandske marked og en nysgerrighed efter nye eventyr, kørte jeg afsted med en åbenhed mod nye lande. Først var jeg draget af Portugal, men fandt ikke det rigtige sted, og det varme sommerklima gjorde det svært at bruge meget tid udendørs, som jeg gerne ville, fortæller Danielle de Groot og fortsætter:

– Jeg begyndte derfor at kigge mod de nordiske lande, hvor jeg blandt andet så en gammel togstation i Sverige og en campingplads i det sydlige Danmark. Men det rette sted dukkede først op, da en ejendomsmægler foreslog at tage et kig på Bygholm Camping, hvor jeg blev ramt af en følelse af: ’hvad mere kan man ønske sig?’.

Omgivet af fjord, hav og vild natur var Danielle de Groot ikke i tvivl om, at Bygholm Camping skulle være hendes. For selvom stedet kaldte på meget arbejde, kunne hun også se mange muligheder.

Hun overtog campingpladsen i august sidste år – kun tre måneder efter første fremvisning. Kort efter overtagelsen kom hendes forældre på besøg, og snart overvejede også de at flytte til Danmark. Det blev til virkelighed i februar i år, hvor de flyttede med ind på campingpladsen.

Foto: Bygholm Camping. Pladsen rummer 120 standpladser, ni hytter, pool og legeplads. I forbindelse med pladsens reception og butik har Danielle de Groot indrettet rum til kreative workshops, dans og andre aktiviteter.

Byder velkommen med gæstfrihed og aktiviteter

Tager man et kig på aktivitetslisten på Bygholm Camping, skinner Danielle de Groots passion for bevægelse, musik og kreativitet tydeligt igennem. Listen er lang og tæller blandt andet linedance, yoga, lydrejser og kreative workshops. Og kommer man forbi, kan man svinge ind og nyde en is eller en kop kaffe.

Danielle de Groot står selv for at planlægge og afvikle samtlige aktiviteter, og selvom der er meget på programmet ved siden af drift, istandsættelse og generel udvikling af campingpladsen, er hun ikke bange for at brænde ud:

– Jeg elsker det og nyder fleksibiliteten i at kunne planlægge de aktiviteter, jeg har lyst til, møde mennesker og have det sjovt. I Holland har jeg altid levet et travlt liv, men det giver mig energi at have mange bolde i luften og være sammen med andre, fortæller Danielle de Groot og fortsætter:

– Det gør mig glad at samle mennesker, og aktiviteterne på pladsen skaber gode rammer for at mødes om noget. Uanset om man holder ferie her, bor i lokalområdet eller blot kommer forbi, er man velkommen. Mange oplever ensomhed, men her vil vi skabe hjerterum, bringe mennesker sammen og sende gæster hjem som venner af stedet.

Foto: Bygholm Camping. Alle er velkommen omkring det store kreativitetsbord, hvor Danielle de Groot inviterer til ro og fordybelse.

Danielle de Groots håber, at mange vil finde frem til Bygholm Camping, og at stedet vil blive et mødested, der summer af liv året rundt. I forhold til det sproglige klarer hun dialogen med kunderne efter bedste evne – primært på engelsk, men Danielle de Groot er godt i gang med at lære dansk.

Lokal hjælpsomhed udbygger netværk

At være ny borger i et fremmed land, overtage en virksomhed og starte en masse aktiviteter op er hårdt arbejde, men Danielle de Groot kigger på processen med en følelse af taknemlighed og fremhæver en stor hjælpsomhed fra lokalområdet:

– Det har været overvældende at starte op, for selvom jeg har erfaring med at være selvstændig, er både området og branchen jo helt ny for mig. Der er meget at tage sig af, og mange ting har drillet i opstarten, men vi er blevet mødt af en enorm venlighed og hjælpende hænder, som har givet os en fantastisk modtagelse.

Danielle de Groot er også blevet medlem af foreningen Thy Internationals, som arbejder for at samle internationale tilflyttere og danskere i et socialt fællesskab. Her har hun lært tilflyttere fra mange lande at kende og deltager i aktiviteter, som hun også selv lægger lokaler til.

I forhold til andre internationale tilflyttere er Danielle de Groot også kommet med i et netværk, der skal drøfte, hvordan Thy kan sikre et godt møde med nogle af de hollændere, der kan være interesserede i høre om mulighederne i at søge arbejde og bosætte sig i Danmark:

– Min erfaring er, at mange ikke tror, der er særlig mange jobmuligheder i Danmark, men det ved jeg nu, at der er. Opgaven ligger derfor i at synliggøre mulighederne. Som tilflytter og tidligere ejendomsmægler synes jeg, det er spændende at være en del af den snak. Det vil være dejligt, hvis flere hollændere vælger at kigge mod Thisted Kommune.

Foto: Bygholm Camping. En udslidt minigolfbane er blevet transformeret til en hyggelig oase, hvor besøgende kan slappe af og nyde udsigten og omgivelserne med en is eller en kop kaffe.

Iværksætterhjælp hos Thy Erhvervsforum

Danielle de Groot er blevet en del af StartUp Club Thy, som giver gratis adgang til professionel rådgivning hos advokater, revisorer, marketingbureauer med flere.

Læs mere om StartUp Club Thy og Thy Erhvervsforums øvrige iværksættertilbud her.