Michael har solgt sit livsværk efter 25 år: ”Mit bedste råd er at være afklaret og åben for nye veje”

Armiga A/S i Nors er historien om en metal- og værktøjsfabrik, der på 25 år er vokset fra få hundrede kvadratmeter til en international producent af avancerede komponenter med flere tusinde kvadratmeter. Samtidig er det fortællingen om en iværksætter, der har valgt at give virksomheden videre til en investor – med modet til at slippe ansvaret og lysten til at træde ind i en ny rolle.

Foto: Armiga A/S

Efter 25 år som eneejer af sin virksomhed Armiga, valgte Michael Sørensen i 2025 at tage hul på et ejerskifte. Virksomheden har gennem alle årene ligget i Nors, hvor Michael Sørensen selv er opvokset og har været bosat det meste af sit voksenliv. Køberen blev Baso Group, der er ejet af investeringsselskabet Bagger-Sørensen Equity.

Baso Group overtog 80 procent af aktierne i Armiga A/S i 2025 og året efter – i 2026 – de resterende 20 procent af ejerskabet. Sammen vil de løfte virksomheden til næste vækstfase med fortsat forankring i Nors og Michael Sørensen ved direktørroret – på vej mod gradvist at give ledelsesansvaret videre og indtræde i en ny funktion, som han ser frem til.

Fra enemand til 60 medarbejdere

I 1999 gik værktøjsmageruddannede Michael Sørensen på 30 år med en drøm om at starte sin egen virksomhed. Året efter åbnede en mulighed sig, da hans far, der drev en tømrer- og snedkerforretning fra forældrenes hjem, fik opført en ny værkstedshal. Her kunne Michael Sørensen leje halvdelen af pladsen og starte selvstændigt, side og side med sin far:

– Mine første produkter var støbeforme til plastindustrien, som samtidig støbte fundamentet til Armiga. Der kom fint gang i ordrebogen, og efter et lille års tid kunne jeg ansætte min første medarbejder. Pladsen blev dog snart for trang, og da min far kort efter valgte at gå på pension, overtog jeg alle 700 kvadratmeter.

Snart flyttede Michael Sørensen og hans kone også selv ind på adressen, da forældrene rykkede videre til et nyt hus. Armiga voksede dog hurtigt ud af rammerne ved hjemmet. I 2006 valgte Michael Sørensen derfor at leje lokalerne fra den lukkede møbelfabrik Licentia med gode udvidelsesmuligheder – kun en spytklap fra hjemmet i Nors.

Her indrettede Armiga sine første 1.000 kvadratmeter, parallelt med aktivitet på hjemadressen, indtil alt var samlet på den nye adresse. I 2008 var produktionen gearet med store investeringer, netop som finanskrisen ramte og efterlod virksomheden uden bestillinger. Efter et par hårde år begyndte ordrerne igen at tikke ind, og Armiga rustede sig til fremtiden.

Siden er nye haller løbende indviet, og Armigas aktiviteter breder sig i dag over 7.000 kvadratmeter, som er arbejdsplads for 50 medarbejdere.

Store maskiner og fremstilling af enorme komponenter til bl.a. offshore-industrien kræver meget plads.

Funderet på flere forretningsben

Armiga er specialiseret i avanceret metalbearbejdning med fremstilling af komponenter, maskindele og formværktøjer til forskellige brancher. Det har gennem årene bidraget til at afsøge og udvikle virksomhedens forretningsportefølje.

Fremstillingen af støbeforme til plastindustrien som var startskuddet til Armigas etablering i år 2000, blev indstillet efter nogle år på grund af konkurrenceforhold, men genoptaget en årrække senere.

Fra 2004 udviklede Armiga sig mere i retning af en maskin- og værktøjsfabrik, og nogle år senere entrerede virksomheden også offshore-branchen, hvor et voksende antal norske kunder efterspurgte specialfremstillede komponenter til olie- og gasindustrien. I en periode tilbød virksomheden desuden robotløsninger og var blandt de første forhandlere af Universal Robots:

– Jeg har gennem alle årene fokuseret på at afsøge forskellige forretningsben til Armiga, fordi jeg ikke har ønsket at være afhængig af én samarbejdspartner, eller at være leverandør til kun én aftager, fordi det er forbundet med stor følsomhed, fortæller Michael Sørensen.

Han understreger samtidig betydningen af dygtige medarbejdere:

– Dedikerede medarbejdere er en afgørende nøgle til udvikling. Flere af Armigas forretningsben er kørt i stilling med hjælp fra medarbejdere, som er dygtige til deres speciale. Og udviklingen mod nye forretningsområder fortsætter i dag, hvor indkøringen i Baso Group er med til at booste vores netværk og kompetencer. Netop nu kigger vi blandt andet på samarbejdsmuligheder i relation til Forsvaret.

Fortsat udvikling kræver ekstra kræfter

Gennem 25 år har Michael Sørensen været eneejer af Armiga, men med en virksomhed i fortsat udvikling, begyndte Michael Sørensen for et par år siden at overveje, hvordan virksomhedens skulle gå ind i fremtiden:

– Jeg stod et sted, hvor jeg ønskede, at virksomheden skulle blive ved med at udvikle sig, men samtidig følte jeg ikke, at jeg havde energien til at løfte Armiga ind i næste vækstfase alene. Gennem alle årene har der kun været mig selv til at tage stilling til de store linjer i virksomheden, og det ansvar begyndte jeg at føle mig klar til give videre.

Michael Sørensen valgte derfor at række ud til en lokal rådgiver, som samtidig blev starten på et samarbejde:

– Jeg kendte Kasper Gravesen, der er medejer af MKM Corporate Finance her i Thy, som rådgiver i køb af salg af virksomheder. Jeg synes, de har været meget professionelle og var derfor helt tryg ved at lade dem undersøge muligheden for at sælge Armiga.

Efter en dybdegående analyse af virksomheden begyndte søgningen efter en mulig køber til Armiga. Processen kortlagde op mod 40 potentielle virksomheder, som efterfølgende blev reduceret til tre-fire cases.

Afgørende at fastholde arbejdspladser

For Michael Sørensen var det afgørende, at salget af Armiga ikke blot handlede om profit og videresalg:

– Jeg har haft nogle klare standpunkter i salgsprocessen, som var afgørende for, at beslutningen føltes rigtig. Et af dem var at fastholde arbejdspladserne i Thy. Samtidig var det vigtigt for mig at indgå et samarbejde med en køber, der ønskede at videreudvikle Armiga. Her mødte Bagger-Sørensen Equity mig på en tillidsvækkende måde og med den rette indstilling.

Bagger-Sørensen Equity ejer en række mindre og mellemstore virksomheder, der er beskæftiget inden for bl.a. fødevareproduktion, teknologi og industrielle services. Fem af dem er organiseret under koncernen Baso Group, der er specialiseret i metalbearbejdning – herunder Armiga.

For nyligt flyttede aktiviteterne fra søsterfabrikken Trier Industries, der hidtil har ligget i Viborg, ind hos Armiga i Nors og udbyggede dermed virksomhedens kompetencer inden for bl.a. CNC-bearbejdning:

– 2026 har foreløbigt været et spændende, men også et lidt turbulent år, fordi mange nye maskiner er blevet installeret i vores haller. Takket været et godt samarbejde og medarbejdere, der var klar på at give den en ekstra skalle, nåede vi at få alt på plads inden vores deadline den 30. juni, forklarer Michael Sørensen.

Michael Sørensen lægger ikke skjul på, at virksomhedens største udfordring er at finde nye medarbejdere. Armiga rekrutterer derfor international og har for nyligt ansat medarbejdere fra bl.a. Filippinerne og Ukraine. En af dem er uddannet guldsmed og kommer med en detaljepræcision, der er er meget efterspurgt til afretning af virksomhedens specialfremstillede komponenter.

For at møde nogle af fremtidens potentielle medarbejdere og give dem et indblik i det lokale erhvervsliv, inviterer Armiga hvert år den lokale 6. klasse på rundvisning.

Michael Sørensen, grundlægger af Armiga (i midten) sammen med Kenneth Hansen, CIO i Bagger-Sørensen Equity (tv.) og Ole Bridal, CEO hos Flex Wind, der er en del af Bagger-Sørensen Equity. Foto: Armiga A/S

Mindre ansvar og mere salg

Selvom Michael Sørensen har valgt at sælge sin virksomhed, fortsætter han som direktør i en periode. På sigt vil han dog fokusere sin energi på et arbejdsområde, som han brænder for, men som gennem årene har været vanskelig at prioritere ved siden af rollen som ejerleder – nemlig salg:

– I forbindelse med salget af Armiga var det mit ønske at igangsætte en proces, hvor jeg kunne arbejde hen imod et stigende fokus på noget af det, jeg holder meget af og har savnet – at bruge min erfaring og viden til at hellige mig et fokus på salgsopgaver. Jeg ser derfor frem til at få bedre tid til at tage rundt på messer og møde kunder, fortæller Michael Sørensen og tilføjer:

– Når man overtager en ejerledet virksomhed som Armiga, er meget viden og erfaring tæt knyttet til den tidligere ejer. Derfor er det vigtigt at opbygge et tæt og tillidsfuldt samarbejde, og her synes jeg, at vi har fundet en god melodi.

I samarbejde med Michael Sørensen arbejder Baso Group på at styrke organisationen gennem ansættelse af nye medarbejdere, der kan overtage dele af hans mange ansvarsområder. Det gælder bl.a. en fabrikschef, værkførere til produktionen og en administrativ medarbejder til at hjælpe med håndtering af tilbud og forespørgsler.

Afgørende at have en plan

Da Michael Sørensen begyndte at overveje salget af Armiga, var det afgørende for ham at starte med at få lagt en god plan. Et råd, som han vil give videre til andre, der går med de samme tanker:

– Mit bedste råd er et være afklaret og åben for nye veje. Det er vigtigt at have en plan klar, inden man sætter gang i processen. Det handler både om at være afklaret med, at virksomheden godt må forandre sig, og om kender sine egne grænser for, hvad der er acceptabelt. Men det handler også om at være afklaret med sin egen fremtid, så man kan acceptere gradvist at give slip på ansvar og beslutninger og bevæge sig i en ny retning, som føles rigtig, beskriver Michael Sørensen og afslutter:

– Det forløber helt efter den plan, vi lagde fra start. Ejerne bag Baso Group, Bagger-Sørensen Equity, er gode folk, som løbende følger op på, hvordan jeg trives, og om jeg er komfortabel med de beslutninger, der bliver truffet.

Går du også med salgstanker?

Erhvervshus Nordjylland er klar til at hjælpe dig med at stille de rigtige spørgsmål og træffe de rette valg i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af et ejerskifte:

Læs mere og find kontaktoplysninger her.

Vidste du, at det er muligt at søge tilskud til salgsmodning af din virksomhed? Du kan søge op til 100.000 kroner og få 50 % i tilskud i et forløb, der skal føre til en udviklingsplan.

Læs mere og søg her. OBS: Ansøgningsperiode: 1.-8. september 2026. Der forventes nye runder senere.