Tilmeld nyhedsbrev

Lokale butikker skal være vinderbutikker

Thy Erhvervsforum har indgået et samarbejde med detaileksperten Torsten Bo Jørgensen fra Vinderbutikker, der har stor succes landet over med at udvikle lokale butikker og løfte deres indtjening. I første runde har 15 butikker mulighed for at deltage i et udviklingsforløb.

– Indsatsen udspringer af en politisk beslutning i Thisted Kommune om at flytte den strategiske udvikling af detailbranchen til Thy Erhvervsforum. Det har givet os en spændende opgave, hvor målet er at iværksætte indsatser, der kan bidrage til forretningsudvikling af detailhandelen i hele vores område – både på butiksplan og som klynge, fortæller Erhvervschef Jens Mortensen, Thy Erhvervsforum og fortsætter:

– Den opgave har vi kickstartet ved at samle repræsentanter fra lokale city- og erhvervsforeninger til en opstartsproces. Her var bred opbakning til et udviklingsforløb med Torsten Bo Jørgensen fra Vinderbutikker, der samtidig er et konkret eksempel på en både-og-indsats, hvor individuelle udviklingsforløb kan booste den enkelte butik og samtidig bidrage til levende og udviklende lokalmiljøer, fortæller han. 

For butikker i Thisted Kommune

Via repræsentanterne fra lokale city- og erhvervsforeninger bliver Vinderbutikken-forløbet tilbudt alle butiksdrivende i gadeplan i Thisted Kommune. Der er i første runde økonomi til 15 butiksforløb. 

Det er i den forbindelse vigtigt at nævne, at Thy Erhvervsforum ikke opererer med medlemsbyer og er til for alle virksomheder og brancher, uanset medlemskab.

– Repræsentantgruppen mødes med løbende mellemrum for at sikre en god retning og planlægge tilbud og indsatser for hele detailbranchen. Det kan for eksempel være individuel vejledning og kompetenceudvikling – kombineret med kursusforløb og workshops målrettet det brede erhvervsliv i Thisted Kommune – herunder bl.a. AI-kurser og vores populære Marketing Boost-event, som vi gentager i 2026. Vi mærker en stor opbakning til arbejdet og ser frem til det videre forløb og samarbejdet med Torsten Bo Jørgensen om at skabe ’vinderbutikker’ i Thy, siger Jens Mortensen.

”Vinderbutikker”-metoden anvendes allerede med dokumenterede resultater over hele landet hos alt fra bagere og boghandlere over tøjbutikker og livsstilsbutikker til caféer mv. Og Torsten Bo Jørgensen ser et stort potentiale i projektet i Thy. Læs hele historien her: https://www.limfjordupdate.dk/lokale-butikker-i-thy-skal-vaere-vinderbutikker/