Fotos: Alona Knyr
Da Alona Knyr og hendes mand flyttede til Danmark i 2014, fik de begge arbejde i landbruget. Hendes første job var på en minkfarm, hvor hun arbejdede deltid, så hun samtidig kunne passe parrets 1-årige datter og gå til danskundervisning. Efterfølgende var hun på en svinefarm i to år:
– Ved ankomsten til Danmark var mine jobmuligheder begrænsede, men jeg blev mødt af behagelige arbejdsgivere, som gjorde opstarten på det danske arbejdsmarked til en god oplevelse. I årene, der er gået, har jeg uddannet mig og skabt nye jobmuligheder, fortæller Alona Knyr og forklarer:
– Når man kommer til Danmark som udenlandsk arbejdstager og ønsker opholdstilladelse og senere statsborgerskab, er der en række krav til blandt andet beskæftigelse og sprog. Dem har jeg arbejdet målrettet for at opfylde, og derfor er jeg meget stolt af at kunne kalde mig dansk statsborger i dag.
Rengøringsjob åbnede ny verden
I 2017 fik Alona Knyrs mand dansk statsborgerskab, som førte til en familiesammenføring, der samtidig gav hende opholdstilladelse i Danmark. Det gjorde det samtidig lettere for Alona Knyr at finde og skifte job. Hun fik arbejde i et rengøringsfirma og læste samtidig enkeltfag på VUC for at gennemføre den danske 9. og 10. klasse:
– Jeg gik i skole og arbejdede både morgen om aften. Det var hårdt, men jeg var meget glad for mit job. Under et kursus i Skive mødte jeg en uddannelsesvejleder, som foreslog mig at læse til serviceassistent. Det var et tilfældigt møde, men føltes som en gave, fordi uddannelsen styrkede mine muligheder på det danske arbejdsmarked, beskriver hun.
Mens Alona Knyr læste enkeltfag, skete endnu et tilfældigt møde, der åbnede nye muligheder for hende. Ved kopimaskinen mødte hun en dag en kvinde, som hang jobsedler op og spurgte, om hun havde lyst til at søge arbejde hos en slagter. Alona søgte og fik jobbet, hvor hun blandt andet lavede smørrebrød, og hendes chef tilbød fleksible arbejdstider, så hun kunne beholde sit rengøringsjob ved siden af.
Nærmest løb på arbejde – af glæde
I forbindelse med sit rengøringsjob arbejdede Alona Knyr i 2015 på en fabrik, hvor hun en dag gjorde rent i et mikrobiologilaboratorium. Her fortalte Alona Knyr sin chef, at hun tidligere havde arbejdet som miljøtekniker på et laboratorium i Ukraine og var meget interesseret i faget. Næste dag blev hun inviteret til et møde:
– De spurgte, om jeg havde lyst til at arbejde i laboratoriet. Det ville jeg virkelig gerne, men jeg måtte også fortælle, at jeg først kunne møde klokken 15, når jeg havde fri fra mit rengøringsjob. Jeg havde ikke forstået, at arbejdet i laboratoriet var ment som et alternativ til mit rengøringsjob, forklarer Alona Knyr.
Hun blev ansat i laboratoriet i et vikariat på fem måneder:
– Det var den bedste tid. Fra min opstart på det danske arbejdsmarked føltes det som en raketrejse. Jeg nærmest løn på arbejde og nød den akkuratesse, som den slags opgaver kræver, fordi et forkert resultat kan skabe en dominoeffekt af fejl. Jeg gik på arbejde i pænt arbejdstøj og udførte forskellige opgaver – det inspirerede og løftede mig.

Foto: Alona Knyr
Uddannet laborant med fast job
Kort efter vikariatet i fabrikslaboratoriet begyndte Alona Knyr at læse til laborant på erhvervsakademiet i Holstebro. I Ukraine havde hun gennemført en miljøteknikeruddannelse, men på grund af forskelle i uddannelsessystemerne var det nødvendigt at tage en ny uddannelse i Danmark.
I dag arbejder Alona Knyr hos en virksomhed, der beskæftiger sig med udvinding, bearbejdning og sortering af sten, grus og sand. Her udfører hun analyser af sand og stenmel. Hun forklarer dog, at hun har beholdt sit rengøringsjob ved siden af for at give sig selv de bedste forudsætninger for at nå sine mål og drømme:
– Jeg arbejder rigtig meget, fordi jeg har mange drømme – både for min egen familie her i Danmark og for mit ophav i Ukraine.
Støtteinitiativer til sit hjemland
En af Alona Knyrs store interesser er madlavning. I seks år har hun været instruktør på en madskole for børn i Thy, og derudover bager og sælger hun af og til dekorerede cookies for at samle penge ind til Ukraine. Det er blot ét af mange støtteinitiativer, og i sommer deltog hun sammen med foreningen Bevar Ukraine i en støtteindsamling under Aalborg Karneval.
Støtten til Ukraine fylder meget hos Alona Knyr, der også har familie i krig:
– Jeg har brug for at kunne hjælpe min familie. Min bror er officer, og jeg har en niece på tolv år, som på grund af først coronapandemien, og nu krigen, aldrig har været fysisk i skole og derfor undervises online. Hun manglede blandt andet en computer, som jeg har haft mulighed for at give hende, sammen med et fritidsophold på en maleskole, fortæller hun.
Vild med kongeparret og Krøyers malerier
Når Alona Knyr holder fri, bruger hun en stor del af sin tid på sin interesse for dansk kultur. Hun har besøgt seks af Danmarks i alt ti domkirker og tager gerne sin familie med på troldejagt i hele Danmark for at opleve Thomas Dambos imponerende træskulpturer.
Alona Knyr beskriver sig selv som royalist og blev valgt som cityguide under kongeparrets besøg i Thy i 2025. I det hele taget er hun glad for dansk historie, kultur og kunst og interesseret sig også for politik, fordi hun er optaget af, hvad der rører sig i hendes nærmiljø.
Selv holder hun meget af at male og tager gerne på malekursus, når muligheden byder sig. Hendes yndlingsmaler er Krøyer, og hun har været i Skagen flere gange for at se Skagensmalernes værker og opleve byen.

Fotos: Alona Knyr
Statsborgerskab fejret med dansk historie
Da Alona Knyr i 2024 fik dansk statsborgerskab, valgte hun at fejre det med en særlig seance:
– På grund af min store interesse for dansk kulturhistorie valgte jeg at markere modtagelsen af mit danske pas med at iklæde mig et sæt traditionelt dansk tøj – inspireret af historiske egnsdragter, som blev brugt i Danmark i 1700- og 1800-tallet. Det var en helt særlig dag for mig.
Alona fejrede dagen med familie og venner, som hun inviterede på middag med traditionelle danske retter.
”Danmark har givet mig meget”
Alona Knyr beskriver, at hun efter 14 år i Danmark har realiseret mange af sine drømme. For ti år siden købte hun et hus i Thisted sammen med sin mand, der i dag arbejder som industritekniker. Parret har to børn – en datter på 15 år og en søn på 10 år.
– Danmark har givet mig meget, og jeg har været heldig at møde folk, der har motiveret og skabt muligheder for mig. Udover håb for min familie og mit hjemland drømmer jeg om at udvikle min passion for at bage og måske starte en lille hobbyvirksomhed.
Alona Knyr er medlem af Integrationsrådet i Thisted Kommune og sidder i bestyrelsen for Thy Internationals – en forening der arbejder for at motivere, inspirere og styrke fællesskabet blandt internationale i Thy.

