Mandag den 7. september mødtes en række nordjyske videns- og erhvervsaktører i Thisted Lufthavn for at drøfte mulighederne for at etablere et teknologitestcenter i Thy med forankring i og omkring lufthavnen. Deltagerlisten talte repræsentanter fra bl.a. Aalborg Universitet, Thisted Kommune, Business Aalborg, Thy Erhvervsforum, SUN-AIR og lokale uddannelsesinstitutioner.
Kommunal opbakning
Ideen om at etablere faciliteter til teknologitest i Thy udspringer af konkret efterspørgsel på flere og bedre testmiljøer i den nordlige del af Danmark.
Det har ført til en undersøgelse af mulige placeringer i området, hvor Thisted Kommune har foreslået at se nærmere på Thisted Lufthavn. Det har ført til en kortlægning af mulige faciliteter i og omkring lufthavnen med input fra en række mulige brugere af et testmiljø i Thy, herunder Aalborg Universitet og flere nordjyske virksomheder.
Den foreløbige undersøgelse er udarbejdet i et samarbejde mellem Business Aalborg og Thy Erhvervsforum. På den baggrund har Thisted Kommune i august givet politisk grønt lys til at opstarte en proces mod at lade kommunen lægge jord, luft og vand til et teknologitestcenter – tidligere omtalt som et dronetestcenter.
Løser kapacitetsudfordring
Ifølge direktør for Teknik, Erhverv og Beskæftigelse i Thisted Kommune, Frank Kargo, understreger det indledende arbejde en tydelig mangel på testfaciliteter i Nordjylland – og Danmark generelt:
– Det foreløbige arbejde tegner et tydeligt billede af et stort og alsidigt testbehov, som kun vil blive større i fremtiden. Vi har erfaret, at mange danske aktører i dag tager til udlandet for at teste teknologier – nogle endda helt til Canada. Et teknologitestcenter i Thisted Kommune kan dermed løse et kapacitetsproblem og samtidig blive et samlingspunkt for innovation og udvikling som grobund for et stærkt samspil mellem erhvervsliv, forskningsmiljøer og uddannelsesinstitutioner.
Frank Kargo tilføjer, at den foreløbige proces har afdækket en lang række behov, ideer og mulige testområder. Derfor er næste skridt at finde ud af, hvordan en mulig organisation kan se ud, og dernæst hvilke indsatser der skal prioriteres først.
Faciliteter til lands, til vands og i luften
Området omkring Thisted Lufthavn rummer udover selve luftrummet og de tilhørende banefaciliteter også en række andre faciliteter med attraktive testforhold. Det gælder særligt de tilstødende cross- og kartingbaner, der giver mulighed for at imitere forskellige terrænformer.
Dertil kommer en række lokationer ved Hanstholm – herunder havnen og omkringliggende naturområder, som kan sikre synergi mellem adgang til bl.a. kyst, vand og ubeboede arealer.
– Lokationerne i Thy er unikke, fordi nærheden mellem de forskellige områder rummer gode og fleksible testmuligheder inden for ganske få kilometer, fortæller erhvervskonsulent hos Thy Erhvervsforum, Carsten Emil Feldtmann, som samtidig peger på, at det indledende arbejde har affødt konkrete efterspørgsler på tests allerede nu:
– Vi mærker efterspørgslen helt konkret, og har allerede hjulpet flere, herunder Aalborg Universitet, med at indhente tilladelser til at teste teknologier i området, som vi har fået god feedback på.
Et luftrum med udgangspunkt i Thisted Lufthavn er i gang med at blive udarbejdet i forhold til test af teknologier tilkoblet flyvende droner. Samtidig arbejder en projektgruppe ledet af Thisted Kommune og Business Aalborg på etableringen af en organisering af et teknologitestcenter i Thy.

Motocross-banen ved Thisted Lufthavn er et af de steder, der kan være interessante til test af teknologier på bl.a. kørende droner.
”Kan blive Danmarks bedste teknologitestcenter”
Med omfattende faglig ekspertise er Aalborg Universitet en central aktør i udviklingen og etableringen af et teknologitestcenter i Thy. Universitetet arbejder løbende med udvikling og afprøvning af en bred vifte af teknologier, som skaber et kontinuerligt behov for adgang til miljøer, der efterligner de forhold, som teknologierne skal kunne operere under.
Og netop potentialet i de forskellige lokationer i og omkring Thisted Lufthavn blev understreget på mødet i starten af september, hvor en guidet rundtur gav et indblik i de forskellige miljøer:
– Det har potentiale til at blive Danmarks bedste teknologitestcenter, fordi området giver mulighed for at gennemføre mange forskellige former for tests. Hvis potentialet bliver indfriet, vil det være oplagt for universitetets forskere at tænke området ind i fremtidige projekter, lyder det fra Bo Jeppesen, chefrådgiver hos Aalborg Universitet.
Samtidig fremhæver universitetet de gode overnatningsmuligheder i nærområdet og den korte afstand til Aalborg Lufthavn som væsentlige styrker for områdets tilgængelighed.
Samarbejder lokalt og regionalt
Under mødet i september tilkendegav repræsentanter fra Thisted Lufthavn opbakning til etableringen af testfaciliteter i tilknytning til lufthavnen og udtrykte samtidig en positiv holdning til samspillet med de eksisterende aktiviteter i området.
Ruteflyvning fra Thisted Lufthavn blev indstillet i 2007, men lufthavnen har fortsat cirka 3500 flyoperationer om året. Flyvningerne kommer bl.a. fra aktiviteter tilknyttet SUN-AIR’s flyværksted i lufthavnen med cirka 25 ansatte samt fra private flyvninger mv.
Udover de lokale synergier ser erhvervskonsulent hos Business Aalborg, Tommy Møllgaard Siim, også oplagte muligheder i et bredt nordjysk samarbejde:
– Udover lokationerne i Thy kan vi med fordel kigge lidt ud over kommunens grænser, hvor interessante testmiljøer i andre nordjyske kommuner kan tilføje endnu flere lokationer. Jeg ser derfor gode muligheder i nordjyske partnerskaber, som udover at give projektet endnu mere substans, samtidig understøtter en tradition for gode samarbejder på tværs af regionen.

