Månedens profil

Månedens profil hos Thy Erhvervsforum er en lokal virksomhed, der tilbyder en service eller et produkt, som skiller sig ud fra mængden. Virksomheden bidrager til, at erhvervslivet i Thy fremstår med en bred vifte af kompetencer, færdigheder og kvaliteter.

Denne månedens profil er virksomheden, Kulturhotel Hawkraft
Vestergade 56, 7770 Vestervig https://www.facebook.com/Vestervig

 

Baggrund:

Med en fælles passion for kunst og kultur, og med musikken som omdrejningspunkt, stiftede ægteparret Dorte og Jan Handberg, Kulturhotellet Hawkraft den 1. oktober 2021.

Dorte Handberg Gad, som i Sydthy omtales Hawfruen, er fra Århus og uddannet Arkitekt MAA. Dorte arbejder til dagligt som Projektleder for Planstrategien i Holstebro kommune. Jan Handberg er oprindeligt fra Holstebro og uddannet Textilingeniør, og arbejder til dagligt som Country Manager Scandinavia for en tysk producent af værdi- og våbenskabe.

De er begge tilflyttere til Thy - og blev forelsket i Thy og mentaliteten på egnen, samt så meget i hinanden, at de blev viet på Høfde 90 i sommeren 2021.De bringer begge et stort internationalt netværk med dem, i udfoldningen af livsdrømmen om at skabe et anderledes mødested for mennesker. Blandt andet har Dorte et stort netværk af kunstnere og arkitekter fra hele verden, fra sit virke i ledelsen for Arkitektforeningen. Og Jan har efter mange års arbejde i Europa, Nordamerika og Mellemøsten et stort netværk af internationale kontakter.
Hawkrafts eneste fastansat er en pedelmedhjælper, 12 timer ugentligt og ellers varetages hverdagen af et korps af frivillige, sammen med et fantastisk engagement fra Røde Kors Sydthy omkring ukrainske gæster.

De er forsat i stand til at drive hotellet i fritiden, men planlægger at Jan skal kvitte sit job i løbet af indeværende år, for heltid at kunne varetage driften og udviklingen af stedet, sammen med de to nye igangværende projekter; Villa Hawkraft som pensionat mm og Hawkraft Surf House som café mm.

Værdier:

Målsætningen er at facilitere rammerne for mennesker og kreativiteter indenfor kultur, kunst og turisme. Skabe et anderledes mødested hvor alle nationaliteter, lokale og gæster i Thy kan mødes omkring den fælles glæde for området, naturen, musikken og kunst.

Hvad gør jer anderledes:

At vi kombinerer kulturen og hoteldrift i rammerne af et gammelt sygehus.
At vi målrettet faciliterer mulighederne for at udenlandske gæster bringer fremmede kulturer ind i Thy og at vi bringer dem med ind i vores kultur og ud i naturen.
Det kan godt være at Hedefolket i Herning mener, at de har landets første Kulturhotel, men faktum er at vores startede længe inden.

Hvad kan I, som vi ikke ved:

Alle elsker stedets historier og nuværende anvendelse, hvor vi gør alt hvad muligt er, for at man føler sig velkommen og en del af vores kultur. I al beskedenhed formår vi at få alle i huset engageret og inddraget i hverdagen og i vores kulturelle arrangementer.

Hvad er dit motto:

Alt bygger på samarbejder.

Hvad er en god dag:

Når en lokal eller en gæst, smilende kommer os i møde og udtrykker deres begejstring ved at være på Kulturhotel Hawkraft - og dem er der dejligt mange af.