Samarbejde og sammenhold på tværs af virksomheder i Thy


For virksomheder, der ønsker at samarbejde eller sparre med andre virksomheder i Thy, er der god hjælp at hente hos Thy Erhvervsforum.

- Kommer en virksomhed til os med en udfordring og et ønske om at sparre med andre, så hjælper vi dem med at blive en del af et relevant netværk eller fora, som passer til det behov, de har, fortæller erhvervskonsulent hos Thy Erhvervsforum Lisbeth Bang Nielsen.

Thy Erhvervsforum, der arbejder for at styrke virksomheder i Thy, ved, at et godt netværk og gode relationer er enormt vigtige for virksomheders succes. Det er derfor et punkt, som står højt på listen, når de snakker med virksomhederne.

- Det er vigtigt, at virksomheder i Thy kommer til os, hvis de har brug for hjælp. Kommer man med et ønske om et netværk, fællesskab eller samarbejde, som man synes mangler, så hjælper vi selvfølgelig også med at få det stablet på benene, fortæller Lisbeth Bang Nielsen.

 

Netværksgrupper i Netværk Nordvest

Har man et ønske om at være med i et netværk i Thy, så er der god mulighed for det i Netværk Nordvest. Bag Netværk Nordvest står EUC Nordvest og Thy Erhvervsforum, som iværksætter en række netværksgrupper.

- I Netværk Nordvest er der mange muligheder for at få vidensdeling og sparring med andre, der minder om ens egen virksomhed, nogen der måske har samme problematikker eller måske står midt i samme udvikling, fortæller Maja Sander, der er tovholder ved Netværk Nordvest. Ifølge hende er det altid en fordel at være en del af et netværk:

- Gode relationer er super afgørende for, at vi har succes som mennesker og som virksomheder. Når man er en del af et netværk, så er der altid nogen at gå til, hvis man står overfor en problematik, som man har brug for sparring på,” fortæller Maja Sander.

 

Er man medlem hos Thy Erhvervsforum, kan man få rabat på medlemskab hos Netværk Nordvest.

 

Virksomheder kan løfte i flok

Thy Erhvervsforum står også klar til at hjælpe, hvis virksomheder har brug for at få etableret et samarbejde eller sammenhold for eksempel hos virksomheder i et specifikt område eller indenfor samme fag.

For eksempel har Thy Erhvervsforum for nyligt etableret et forum for håndværksvirksomheder i Sydthy, som efterspurgte at få styrket samarbejdet mellem håndværkerne i området.

- Det er godt at mødes på kryds og tværs og se, hvordan andre gør, og høre om de står med samme udfordringer, som en selv. I det her forum kan vi mødes som kollegaer og ikke konkurrenter,” fortæller Karsten Larsen fra Hassing Huset, som tog kontakt til Lisbeth fra Thy Erhvervsforum, som efterfølgende iværksatte dette forum.

- For nylig gav jeg et tilbud sammen med en anden tømrer her i byen, fordi vi fandt ud af, at vi kunne supplere hinanden godt. Ved at gå sammen og hjælpe hinanden, kan vi konkurrere mod de helt store i branchen. Vi er jo mange små firmaer heroppe omkring. Det kunne være godt, hvis vi gik sammen engang i mellem for at løse en opgave, i stedet for at større virksomheder kommer udefra og tager den,” afslutter han.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få de seneste lokale og nationale erhvervsnyheder
samt info om kommende arrangementer direkte i din mailboks.