Månedens profil: Cloud Agility A/S


Det summer på kontoret i Thisted, når Cloud Agility hjælper virksomhederne med deres digitale transformation. Som et Microsoft Dynamics 365 kompetence center med særligt fokus på Dynamics 365 Finance/AX og Business Central/NAV, samler vi virksomhedens digitale systemer - økonomi, salg, indkøb, lager, produktion og rapportering mv - så de understøtter kundens forretning og skaber værdi på en intuitiv platform, som får alle medarbejdere med.

Vores primære kunder er større produktionsvirksomheder, med flere afdelinger i både indland/udland, og et komplekst behov for f.eks. planlægning, logistik eller lager. Foruden lokationen i Thisted, hvor vi sidder 6 medarbejdere, har vi lokationer i Vejle, Odense og Ballerup. Samlet er vi 26 kolleger og flere er på vej - også til Thisted - hvor ambitionen er, at vi inden for en overskuelig fremtid skal op på 15-20 mand.

Baggrund
Cloud Agility blev stiftet i 2020 af bl.a. Martin Drud Nielsen og Jørgen Peter Rasmussen, som begge har 20 års erfaring fra it-branchen. Ønsket er at være nationale, men det er vigtigt for os, at stå stærkt lokalt. Derfor også lokationen i Thisted. På vores lokation på Tilstedvej 73 har vi samlet en række meget erfarne konsulenter, der alle har arbejdet med Microsofts forretningssystemer og som også har erfaring fra kundesiden.

Værdier
Ærlig rådgivning, hvor vi siger tingene, som de er selv om det måske udfordrer kunden – vi tør lægge hånden på kogepladen og står ved det vi leverer. Det er helt essentielt for os, at vores kunder tager den rigtige beslutning på et oplyst grundlag. Vi er agile i vores dagligdag og vi er ærekære omkring vores håndværk. Det mærker vi ved, at vores kunder er tilfredse med samarbejdet og gerne anbefaler os til andre virksomheder.


Den skæve vinkel
Hos Cloud Agility har vi valgt at gå mod strømmen i forhold til at centrere tingene få steder. Vi har valgt at placere os tæt på både medarbejdere og vores kunder, så vi støtter lokalt op. Vi tror på en lokal forankring og at dette gør en forskel i samarbejdet.

Hvad gør Cloud Agility anderledes
Vi kigger altid på processen før teknikken, med fokus på det, der giver værdi!
Det vil sige, at når vi tager en dialog om systemer, der kan hjælpe vore kunders forretning, så lader vi ”værktøjskassen” blive hjemme og tager først og fremmest dialogen omkring hvilken proces, der skal gøres smartere, nemmere, sikrere eller gøres digital. Først når vi har forståelse for, hvor vi er i dag og hvordan vi vil gøre dette i fremtiden, kigger vi ned i værktøjskassen og finder det værktøj, der passer til opgaven.


Hvad kan I, som vi ikke ved
Vi kan se kundens forretning fra kundens øjne, krydret med vores erfaring fra lignende virksomheder.


Hvad er dit motto
”Det skal være sjovt at gå på arbejde” Og det er det, når kunden er tilfreds. Dette betyder også, at kunden skal være en referencekunde og skal være en positiv ambassadør for os. Dette er lykkedes med de godt 70 kunder - der har vist os tilliden på vores første leveår.


Hvad er en god dag
Når jeg kan mærke på vores kunder, at vi har gjort lidt mere end det som de havde forventet. Samtidig giver samspillet mellem kolleger motivation og arbejdsglæde.