Thy Lyd Business er en ny podcastserie, som Thy Erhvervsforum står bag. Her har vi tid til at gå i dybden med et emne som forhåbentlig giver dig inspiration og viden.

Fra i dag den 10. maj kan du finde podcastserien der, hvor du normalt henter dine podcasts. I hver episode vil Erhvervschef hos Thy Erhvervsforum, Anne Hansen, tale med mennesker, der bidrager med et spændende perspektiv på erhvervslivet i Thy.

- De medvirkende i hver enkelt podcast er nøje udvalgt. De belyser dagens emne fra forskellige vinkler, og der må meget gerne være en vis spænding mellem deltagerne, så vi sammen folder så mange aspekter af emnet ud som muligt, fortæller Anne Hansen.

Emnerne i podcasten breder sig ud over mangfoldigheden af virksomheder, aktiviteter, projekter og erfaringer fra erhvervslivet i Thy.


Lokalt erhvervsstof on-demand
Podcasten Thy Lyd Business er et supplement til aviser, radio og tv. En podcast er et godt alternativ, hvor man kan lytte sig klogere, imens man er på farten.

- Med podcastserien åbner vi så at sige op for og deler ud af den lokale erfaringsbank i Thy. Lytterne vil få inspiration og viden fra vidt forskellige brancher, som kan være med til at sætte nye tanker i gang hos dem selv, fortæller Anne Hansen og fortsætter:

”Formålet med podcastserien er blandt andet at tilgodese de, der ønsker ”on-demand” erhvervsindhold, når man f.eks. kører i bilen eller er ude at løbe en tur. Hvert afsnit vil byde på erfaringer, overvejelser og gode råd, som vil flyde frit i en rolig samtale, hvor der er god tid til at komme i dybden med det aktuelle emne, afslutter hun.


Fakta om Thy Lyd Business
- Find podcasten der, hvor du normalt lytter til podcasts eller her på www.thyerhvervsforum.dk
- Har du idéer til samtaleemner i podcasten, så send dem til info@thyef.dk