Lisbeth Bang Nielsen ansættes pr. 1. april 2022 som Thy Erhvervsforums nye erhvervschef.

Lisbeth er et kendt ansigt i Thy Erhvervsforum, hvor hun i to år har været ansat som erhvervskonsulent, hvorefter turen gik forbi BusinessSkive i lignende stilling.

Lisbeth er 50 år og bosiddende i Sydthy.
Hun har en baggrund med blandt andet lederuddannelse fra forsvaret, selvstændig erhvervsdrivende i Sydthy samt flere leder- og salgsstillinger.

Senest har Lisbeth gennemført programmet Greenbizz – grønne forretningsmodeller, som Thy Erhvervsforum kommer til at tilbyde mange forløb indenfor i den nærmeste fremtid.
- Den grønne omstilling er i den grad kommet på tapetet i mange virksomheder – og det er vigtigt at flest muligt følger trop, udtaler Elisa Grauenkjær.

- Jeg brænder for erhvervsudviklingen i Thy, hvor jeg er opvokset, har været selvstændig og bor i dag. Jeg kender Thy, ved hvilke muligheder der er. Dem skal vi udnytte og videreudvikle og samtidig være bevidst om de udfordringer der også er.
Jeg glæder mig til at genoptage dialogen og samarbejdet med de lokale virksomheder, udtaler Lisbeth Bang Nielsen.

- Det at Lisbeth har så stort et kendskab til erhvervsudvikling, er et kæmpe plus for vores egn. Jeg har personligt haft gode oplevelser med hendes værdifulde hjælp og vejledning, både via Thy Erhvervsforum og BusinessSkive – og jeg ved, at jeg ikke står alene med de erfaringer. Det gør mig helt tryg ved vores valg, siger bestyrelsesformand Elisa Grauenkjær.