Tilmeld nyhedsbrev

Sæt kryds i kalenderen til en inspirerende dag med konkrete værktøjer, ny viden om marketing og teknologi, workshops og netværk – og som medlem deltager du helt gratis!

Hvor og hvornår?

30. April, 2026
kl. 08.00 – 15.30
Hotel Limfjorden

En hel dag med inspirerende oplæg, netværk og meget mere

Marketing Boost 2026 er til dig, der gerne vil have konkrete marketingværktøjer, du kan bruge med det samme. Vi har samlet stærke oplægsholdere inden for markedsføring, kommunikation og AI, som deler ny viden, aktuelle tendenser og praktiske greb, du kan tage direkte med hjem i din hverdag.

Det er gratis at deltage i  Marketing Boost 2026

Som medlem af Thy Erhvervsforum eller én af kommunens detailforeninger er det gratis at deltage i Marketing Boost 2026. Vi sørger for en dag fyldt med inspiration, konkrete værktøjer og ny viden, du kan bruge med det samme. Vi forbeholder os retten til at opkræve et no-show-gebyr for forplejningen – men bliver du forhindret, kan du selvfølgelig bare afmelde dig igen.

Program for Marketing Boost 2026

Kl. 08.00-08.45

Check in, morgenmad og netværk

Vi begynder dagen med lidt morgenmad og kaffe samt mulighed for at netværke med de andre deltagere, inden første oplæg starter.

 

Kl. 08.45-09.45

Nikolaj Lykke: Sådan bygger du en
marketingmaskine med AI

Sidder du med ansvaret for det hele? Nyhedsbreve, LinkedIn-opslag, hjemmesidetekster og den næste kampagne? Det kan føles som om, man aldrig helt når bunden af listen. I dette oplæg dropper vi de store AI-fremtidsvisioner og kigger i stedet på, hvordan du bygger en marketingmaskine, der rent faktisk tager rugbrødsarbejdet for dig. Det handler ikke om at lade robotten styre det hele, men om at få den til at forstå din virksomhed, din tone og dine opgaver, så du kan nå mere på den halve tid. Du lærer hvordan du fodrer ChatGPT med din virksomheds DNA, så den skriver tekster, der rent faktisk lyder som jer – og ikke som en robot fra Silicon Valley.
Målet er simpelt: Du skal gå fra oplægget med en følelse af, at AI ikke er endnu en ting, du skal “lære”, men derimod den kollega, der tager alt det kedelige, så du kan fokusere på de sjove og kreative opgaver.

Kl. 09.45-10.00

Kort pause

Tid til at fylde kaffekoppen op igen.

 

Kl. 10.00-11.00

Mayday: Branding anno 2026

Branding i 2026 handler ikke længere om logoer og kampagner – det er blevet en strategisk ledelses disciplin. I en tid med informations-overload og faldende tillid er det de virksomheder, der formår at skabe relevans, konsistens og autenticitet, der bliver valgt. Branding er tæt koblet til forretning og bundlinje og kræver mod til at skille sig ud. Samtidig ændrer skiftet fra B2B til P2P måden, vi kommunikerer og bygger relationer på. Oplægget giver konkrete indsigter i, hvordan du skaber et brand, der bliver valgt igen og igen – med afsæt i aktuelle cases og tendenser.

Kl. 11.00-12.00

Tine Stallkneckt: Den bedste rekrutteringskonsulent er allerede ansat hos dig!

Mange virksomheder bøvler med at ansætte nye medarbejdere. “De er der ikke” siger de. Og desværre kan de have ret i den konstatering. Men hvad gør vi så, når medarbejderne ikke er der og vi stadig har en virksomhed, vi skal drive? Det vil jeg komme med bud på til MarketingBoost.

Du skal turde vise det mere ægte – velkommen til beskidte fingre og arbejdstøj.
Du skal bruge tid på din planlægning i forbindelse med rekruttering. Dine medarbejdere skal involveres mere (de er guldet) – og det har de jo egentlig altid været. Det behøver ikke være stort, flot og dyrt! Men det kan godt være lidt svært. Her kan jeg trøste med, at det ikke er farligt – bare nyt.

Du får håndgribelige ting med hjem, som du kan gå direkte hjem og sætte i gang.

Kl. 12.00-13.00

Frokost

Uden mad og drikke, dur helten ikke.

 

Kl. 13.00-14.00

Mediapoint: Sådan bliver dit brand opdaget i 2026

At blive opdaget er første skridt før branding. Med AI finder brugerne i dag brands og virksomheder på nye måder, og det ændrer, hvordan vi finder og sammenligner leverandører og løsninger. Det stiller nye krav til den enkelte virksomhed.

Her kan vi dele konkrete og hands-on tips til, hvordan man arbejder med synlighed, hvordan ens website bør tænkes i 2026, og hvad man skal optimere på for at blive citeret i fx ChatGPT.

Kl. 14.00-14.30

Kaffe og kage

Vi skal selvfølgelig også have et stykke kage. 

 

Kl. 14.30-15.30

Højkant: Lær at producere stærkt videoindhold med din telefon

Vi slutter dagen med et spændende oplæg af Højkant. I oplægget gennemgår vi hele processen, fra idéudvikling og koncept til scripting, planlægning, optagelse og redigering. Undervejs viser vi vores best practices fra en række forskellige cases og giver konkrete værktøjer til at skabe engagerende videoer, der fungerer på sociale medier.

– OBS: for at få mest ud af oplægget anbefales det at man downloader apps: Edits (og evt.  Captions)

Kl. 15.30

Tak for idag

Gå ikke glip af Marketing Boost 2026

Vi ses til Marketing Boost 2026!

Vi synes selv, at programmet sidder lige i skabet. Med en masse eksperter til rådighed og et tætpakket program glæder vi os til en spændende dag med tips, tricks, tools og tendenser.