Få mere af den nyeste viden ind i din virksomhed – ansæt en studentermedhjælper

Der er intet nyt i at højtuddannede medarbejdere bidrager til udvikling, innovation og produktivitetsforbedring SMV’ere. Har din virksomhed behov for en medarbejder med en videregående uddannelse, men ikke på fuld tid, kan en studentermedhjælper 5-10 timer ugentligt måske være løsningen.

Ny studiejobportal skal gøre det lettere at få studerende ud i virksomhederne

Business Region North Denmark (BRN) har lancereret en ny fælles studiejobportal for virksomheder og studerende i Nordjylland, www.studiejobnordjylland.dk, som skal gøre afstanden mellem studerende og virksomheder kortere. Som virksomhed kan du blive klogere på fordelene ved at ansætte en studentermedhjælper, få gode råd til ansøgningsprocessen og praktiske oplysninger, når du skal ansætte en studerende.

Hvad er en studentermedhjælper?

Helt kort er det en studerende på en videregående uddannelse, der har et studierelevant arbejde på typisk 5 til 10 timer ugentligt. Et studiejob er en helt normal ansættelsesaftale mellem virksomhed og studerende, hvor den studerende i større eller mindre udstrækning kan anvende sine uddannelsesmæssige kompetencer i jobbet. En studentermedhjælper løser de opgaver, I har behov for at få løst i virksomheden.

Den studerendes læring og kompetencer udvikler sig i takt med fremdriften på studiet og erfaringen, der opbygges i virksomheden. Ansættelse af studentermedhjælper kan derfor være en fleksibel og erhvervsvenlig måde at tilegne sig ekstra arbejdskraft på.

Ved at ansætte en studentermedhjælper får din virksomhed

  • Kompetent, selvstændig og motiveret arbejdskraft, som gerne vil anvende viden i praksis og udbygge deres netværk
  • Fleksibel arbejdskraft til lav pris
  • Frigjort ressourcer blandt det øvrige personale
  • Adgang til den nyeste viden og forskning inden for jeres branche
  • Mulighed for at rekruttere fremtidige medarbejdere på en uforpligtende facon

Hvilke opgaver får din virksomhed løst?

Studentermedhjælpere har ofte mange af de samme kompetencer som færdiguddannede og kan derfor varetage en stort set lige så bred vifte af arbejdsopgaver. Hovedforskellen er, at studentermedhjælperen arbejder på deltid for at kunne færdiggøre sin uddannelse. Hvad den enkelte studentermedhjælper kan varetage af opgaver i din virksomhed vil særligt være præget af deres uddannelsesmæssige profil. Du kan læse mere om, hvilke opgaver din virksomhed kan få løst og mere om de enkelte uddannelsesprofiler her

Overvejer du en studentermedhjælper kan du læse mere om fordelene ved at ansætte en, få gode råd til ansøgningsprocessen samt praktiske oplysninger på www.studiejobnordjylland.dk Du er også velkommen til at tage fat i en erhvervskonsulent hos os for sparring og vejledning.